Så ankom vi til Malta !

Den følgende uge var det bagende varmt, vinden stod i syd så den varme og fugtige luft fra Sahara gjorde dagene varme og nætterne ulidelige. Vi sov uden dyner og med en flaske vand mellem os for at kunne udholde varmen.

Cyklerne kom igen frem og vi cyklede rundt i Sliema og fik klaret vores ærinder.

Ganske som da vi var i Santa Magarita i Italien, ringede vi til Vickis fætter, som jo er en af de 39 ridder af "The Order of the Knights of St. John" (se http://www.orderofmalta.org) og bad ham kikke ud af balkonen, for nu var Sunray altså kommer til Malta og var klar til at give ham en havnerundfart. Ikke fordi John nødvendigvis behøver en båd for at se havnen, for han bor på Fort St. Angelo som er et fantastisk stort og gammel fæstningsværk og som er beliggende så højt og så centralt at han kan se hele Grand Harbour og Valletta fra hvert eneste vindue i hans smukt indrettede "lejlighed". Men ombord kom han, og siddende på agterdækket med en Gin og Tonic i hånden fortalte han os om gamle historier og legender fra området, og om hver eneste af de utrolig store, gamle, og imponerende bygninger i og omkring Grand Harbour der næsten alle er opført af ridderne.

En havnerundfart ud over det sædvanlige, og som vi afsluttede ved at svale os i det stadigt 20 grader varme vand ud for St. Georges Bay, inden vi sejlede tilbage til voldgraven ved St. Angelo og satte John af.

I disse første uger blev vi nærmest invaderet af mennesker som ville sige goddag og velkommen til Malta. Mike Ellul Vincenti kom forbi et par gange, Marie Claire, Miriam og Joe kom næsten hver anden dag og fik kaffe. Joes ønske om masser af sukker i sin kaffe resulterede i at han på de to første uger totalt udslettede vores sukkerbeholdning.

En søndag kom Miriam og Joe forbi og tog os på køretur til Mdina så vi kunne nyde udsigten og de berømte kagerne fra Fontanella.

Vi har også været på besøg hos Mike og Gaby, som også er et par af Vickis gamle og gode venner. De bor i Portomasso, et nyt og supermoderne bygningskompleks der er Maltas nye stolthed. Mike og Gaby har her en kæmpe lejlighed med alt det luksus som du kan tænke dig. Det er bl.a. her at Manchester United fodboldspillerne har investeret i fast ejendom. Vi kan dog ikke finde ud af om det er fordi vi er gammeldags eller blot fordi vi efter denne tur har lært at sætte pris på noget knapt så kommercielt, men vi bryder os altså ikke rigtigt om stedet.

"Lille" Mike var ofte på besøg hos os og syntes at det var spændende at tale om alle de oplevelser som vi havde haft sammen i løbet af sommeren. Når han er her, er det fast tradition af vi spiller Matador eller Cluedo til langt ud på natten.

Efter et par uger blev Vickis bestræbelser på at søge arbejde mere konstruktive og vi havde bl.a. et par fornøjelige udflugter til ETC som er det locale jobcenter. Vi kørte i gratis bus til ETC sammen med de virkelig fattige og slidte mennesker og kunne efter turen undre os over at vi stadig var i live da chaufføren kørte som en regulær sindsyg.

Ved månedens udgang var der bid i jobbestræbelserne og Vicki kunne underskrive en kontrakt som sekretær hos JRD systems som er den lokale Siemens agent. Hun skal være sekretær for den administrerende direktør.Det lyder meget spændende.

Kontakten til jobbet kom på en IT messe som Miriam tog part i og som vi besøgte. Her mødte Vicki en fyr som hedder David og som hun arbejdede sammen med for snart mange år siden. David arbejder nu som regnskabschef i JRD systems og som du vil se af mange af de ting vi foretager fra denne dag og fremover så er David nøglen til utrolig mange spændende oplevelser.

Netop da Vicki fik tilbudt jobbet meldte Pers søster Helle og hendes mand Kurt deres ankomst. Så da Vicki underskrev jobkontrakten bad hun samtidig om fri for at kunne være guide …. jo vi nyder livet og tolorere kun lige arbejdslivet. Men fri fik hun !

Inden Helle og Kurt ankom nåede vi lige at  få besøg af David og hans danske ven Jan. Det var dejligt for Vicki at tale om gamle dage med David som samtidig har en af de egenskaber som Vicki sætter allermest pris på: At kunne have et godt grin over faktisk selv de meste banale ting og samtidig kunne dyrke ironi og selvironi i en vanvittig udstrakt grad. Jeg selv nød at tale Dansk med Jan, for vi må nok desværre indrømme at hovedsproget på Sunray er blevet Engelsk.

Vi var også inviteret på besøg hos Andrew og Madeleine som er et par af Vicki’s gamle og meget nære venner. Igen god mad, vin og selskab.

Per satte fuld fart på den gave som han for snart længe siden fik af Vicki, nemlig at tage dykkercertifikat. Så i den første uge af November fik Per læst sin dykkerteori og gennemført sin praktiske Open Water uddannelse så han kunne være klar til at opleve den verden der gemmer sig under havets overflade sammen med Helle og Kurt der jo begge dykker.

Vi havde til den kommende lejlighed lejet bil hos John Refalo som er dem vi altid lejer bil af når vi er hernede på ferie. Det er et lille beskidt baglokale og vi havde faktisk opfattelsen af at de havde et par eller måske hele 3 udlejningsbiler, så vi fik noget af et chock da de fortalte at de havde næsten 300 biler. Jo intet på Malta kan bedømmes alene efter facaden.

Tirsdag d. 7 november stod en del af den kære familie Christensen så glædestrålende i Luqa airport på Malta og omfavnede hinanden for første gang i 6 måneder.

Det var samtidig startskuddet til en hektisk uge som Helle straks fra starten gjorde opmærksom på IKKE skulle indholde det at spise Maltas Nationalret: Kanin.

Første dag besøgte vi Valletta og så "The Malta Experience". De kommende dage stod programmet på køretur til Mdina og Fontanelle i styrtregn og så ellers vores første dykkeroplevelse sammen. Desværre var vejret lidt for hårdt for Helle, så hendes oplevelse blev ikke så god som det vrag Kurt og jeg fik lejlighed til at opleve på havbunden lige neden for Vallettas imponerende bastioner.

Senere forlangte de "gamle" (det var altså Helle og Kurt) hviledag. Det fik de selvfølgelig. Det var derfor aften og mørkt da vi kom for at få en pre-dinner drink i lejligheden inden vi skulle til den smukke bugt St. Julians og spise sværfisk. Uhm ...

Mandag var det igen dykkertur for Per og Kurt. Vi sprang i vandet på nordsiden af Øen ved Cirkewa og slog respektfuldt korsets tegn foran den Madonna som lokale dykker har placeret på 6 meters dybte for at beskytte og velsigne Øens dykkere.

Om aftenen havde vi planlagt at spise Pizza sammen med Patrick og Steffanie, men da vi kom for at hente Helle og Kurt havde smerterne i det øre som desværre havde irriteret Kurt næsten hele ugen taget til. Vi måtte derfor aflyse vores aftale med Patrick og Steffani og istedet tage på skadestuen med Kurt. Heldigvis fandt vi 2 minutter i lukketid et apoteke der kunne sælge os den ordinerede medicin. Tilbage i lejligheden gik Kurt i seng og vi andre på Pizzaria.

Så var det blevet Tirsdag morgen og hjemrejsedag. Per kørte derfor den danske delegation til lufthavnen og sikrede sig at de kom med det rigtige fly. Dvs. han primært sikrede sig at de nu rent faktisk også fløj ud af øen så vi kunne genoptage vores afslappede og tilbagelænede tilværelse.

Så var det Vickis første arbejdsdag – UFF ! Det skal dog siges at hun faktisk glædte sig til lidt at rive i  – hun kommer hurtigere til at kede sig på båden end Per.

Da Vicki for snart 3 år siden rejse fra Malta solgte hun sin bil til en ven – Turo - som nu har fået den sat fint i stand igen !

Ved et tilfælde endte det med at vi fik indgået en lejekontrakt med Turo (aldrig har jeg mødt et menneske der griner og smiler så meget som ham) som bringer bilen – kaldet SHARKY – tilbage til den "retmæssige ejer". Så for resten af vinteren og foråret har vi altså bil.

Med Vicki på arbejde var det nu tid for Per til at lege med båden. Toilettet blev skiftet fra elektrisk til manuelt, De sejl som krævede reparation kom til sejlmager. Der blev indhentet tilbud på reparation af de ting som var ødelagt i stormen ved Elba, batterierne blev serviceret og gulvet i salonen blev gjort "knirkefrit". Vandpumpen blev skiftet og i den mere afslappede kategori blev det da også til en singlehand sejlads til Blue Lagune på Comino.

Per har nu efterhånden fået gjort sig til et kendt ansigt på havnen og kender vist snart alle de som er værd at kende. Havnekaptajnen Chris som i sin private fryser opbevarer de røde pølser og det rugbrød som Helle og Kurt medbragte. Charles som altid er her og som kender alle de rigtige steder at handle. Peter som er Hollænder, bosat på Malta, og gammel sømand fra de syv have kan hjælpe Per med alle praktiske gøremål. Også Ray som er kendt over hele Middelhavet for sit håndelag med glasfiber og gelcoat er blevet indlemmet i bekendskabskredsen.

Per er også blevet "agent", hvilket betyder at han er ansvarlig for opsyn med 2 både hvor ejerne er fløjet hjem for vinteren.

Vi har gjort det til en vane at deltage i den Quisnight som udspiller sig hver onsdag på den lokale bar: Slipway. Vi taber hver gang, stedet er ikke særligt indbydende men vi lærer alle de øvrige sejlere at kende og får derfor løbende invitationer til kaffe og aftensmad hos disse havets normader.

Vi havde Peter og Joan – Joan og Vicki var vist frontfigurer på det "gamle" team af arobicelever - til spisning. Lam med ristede kartofler, tomat, feta og basilikum. Et par som jeg straks faldt godt i snak med og som vi nu løbende mødes med.

En lørdag aften havde vi Patrick og Steffanie til spisning. Heldigvis stod vinden i nordvest så båden gyngede ikke og Steffanie kunne derfor nyde både Sunray og maden som bestod af Laks og Cerna med grøntsager.

Per er nu flittig husmoder, med rengøring, vask og madlavning på programmet. Og han nyder det faktisk !

Det bliver nu koldere og møkere. Vi har også haft en del vind på det seneste. Ikke at generer os, men hvis vinden står I Nord Øst (Gregal) så gynger og hopper vi helt vildt selv her langt inde i havnen. Til tider kan vi ikke sove fordi båden gynger for meget.

Vi har efterhånden fået den tradition at kører på søndagstur, og har derfor været på besøg ved det Røde tårn i Melliha, i Ramla Bay i Nord og langs sydkysten med et kik på Blue Grotto. Mike deltager gerne i disse køreture.

Et stort øjeblik er hver søndag præcis kl. 20.00 for der ringer Pers Far og Mor med nyt fra Danmark. Det lyder måske banalt, men når man er væk så bliver disse telefonsamtaler pludselig utroligt vigtige og dejlige.

Også Glen og AnneMarie, Inge og Erik skal takkes for de telefonsamtaler de jævnligt investere i for at holde vores venskab og kontakt intakt. Og så er der jo Moster Ina der er en klar vinder i indboksen på mailsystemet. Men også alle i andre der sender mail ......

TAK TIL JER ALLE, vi nyder hver en lyd og hvert et skrevet ord fra jer !

Og når man så skriver det som her, så får jeg squ en lille tåre i øjet !

Vores spadsereture går ofte til halvøen Birgu som er en af de "Three Cities" og hvor bl.a Fort St. Angelo er beliggende. Stedet og næsten alle bygningerne kan dateres helt tilbage til 1500 tallet og her står bla. en del af de bygningere som Ridderne boede i under den store belejring i 1565. Vi er faldet totalt for dette område som ingen Maltesere synes om, men som derimod huser mange udlændinge. Vi er dog ikke i tvivl om at det som idag er slum og ikke særligt attraktivt, vil blive voldsomt interessant i løbet af nogle få år og Vicki er derfor ikke i tvivl om, at det er her hun vil investere nogle af hendes få håndøre i fast ejendom. Selv Per overvejer her at investere i lidt mursten med 500 års patina.

Vi var inviteret til David og Jan til god spisning en lørdagaften. Jan havde stået i køkkenet hele dagen og tilberedt Kanin – UHM, hvor er det dog synd at Helle og Kurt ikke fik prøvet det. Hos David og Jan stiftede vi bekendskab med Anna og Yvonne som var et par af deres gode venner og som vi også senere har mødet ved flere lejligheder.

Som om det ikke var nok, var vi også inviteret til god spisning hos Peter og Joan – blæksprutte som værten selv havde fanget natten før. Aftenen sluttede på den anden side af midnat, og efter et par flasker vin, med at Per midt i køkkenet endelig fik sin GRADE 3 klipning til fryd for både ham selv og Vicki.

Et par besøg på det lokale "voksen" diskotek "Frenchies" er det også blevet til.

Julefrokosten i Vickis firma var først Grand Prix på Go Card banen hvor Per i silende regn kom ind på en 3. plads ud af 40 – ikke dårligt. Senere var det vanvittig fin spisning på det fine Hotel Corinthia i St. Julians.

D. 24 december havde David sørget for at vi var inviteret på besøg hos Georges og Josette som samtidig er Vickis gamle lærer fra privat timerne i Engelsk og Italiensk. Et par meget afslappet, altid smilende og utroligt venlige mennesker.

De har - foruden deres private hjem - et 400 år gammelt "Palazzo" i Rabat hvor de i dagens anledning havde inviteret landets borgerskab til privat Midnatsmesse i kælderens kapel, med efterfølgende vin og buffet.

I vores bedste tøj, hvilket desværre ikke er noget særligt når man bor på en båd, stod vi så der mellem landets mest fremtrædende direktørerne og de rigtigt velhavende, og lod som om vi også havde et par Palazzoer. Antikviteterne stod tæt, malerierne hang i 3 lag på væggene, ilden knitrede lystigt i de åbne ildsteder og alt oste af kvalitet og god smag. Kun det faktum at Vicki kun bar én diamantring indfattet med kun én diamant, kunne røbe vores virkelige og noget mere spartanske herkomst. En imponerende, smuk og utrolig stemningsfuld juleaften som jeg aldrig vil glemme.

D. 25 var det den traditionelle julefrokost hos Vickis familie, anført af Anton og Geraldine og med deltagelse af Patrick og Steffani, John (ham ridderen), Dennis og Marie samt selvfølgelig alle de "unge" mennesker. Der blev på vanlig højlydt Maltesisk vis grint, skældt ud, fortalt frække historier og drukket god vin som det sig hør og bør. Kun historierne om de legendariske "Anty Vally" og "Anty Dolly", der var tæt knyttet til det tidligere danske kongehus i Grækenland, udeblev.

D. 26 var vi på besøg hos gode venner: Marie Claire med deltagelse af Joe, Miriam og Martin. En rigtig afslappet og hyggelig aften med pasta og masser af rødvin. Vi kom ikke tilbage på baden før omkring kl. 02.00.

D. 31 havde vi kringlet os til nytårsfest i officersmessen på lufthavnen. Vickis nye arbejdskollega Sharon har en kæreste der er helikopterpilot og som derfor skaffede os adgang til festen. Virkelig god fest, masser af god mad og drikke og med alle officererne i Gallauniform – og nissehue - var festen en succes. Igen var vi sammen med vennerne som efterhånden har manifisteret sig til at være: Miriam og Joe, Marie Claire og Martin, David og Jan samt denne gang suppleret af Christina og Louis

Den første dag i det nye år blev holdt hos Patrick og Steffanie som til vores store overraskelse SELV havde stået i køkkenet. Steffanie har desværre en panisk angst for køkkener og har vist i sit liv kun formået at lavet en tallerken suppe fra et Knorr brev.

Vi blev dog trakteret med ærtesuppe, pasta, kalkun med alt i tilbehør og sluttelig en dejlig chokoladekage med kaffe og Whisky som afrunder. Og det var GODT ! Vores største joke iøjeblikket er at sige til Steffanie, at Patrick har indloget dem på et 3 ugers krydstogt på vores lille båd næste sommer. Steffanie bliver helt belg ved tanken om den evigt gyngende Sunray.

Allerede i første uge af Januar var vi to gange på spadseretur i Birgu for at kikke efter fast ejendom til Vicki. Det endte med at vi faldt i snak med alle de lokale gutter i Linos bar "Old City Pub". Da de fandt ud af at vi ville købe ejendom og at Vicki var Maltesisk – og altså ikke endnu en af disse forfærdelige udlændinge - stod de nærmest på hovedet for at hjæle os. De ringede rundt til de venner og den famile som de vidste var interesseret i at sælge deres ejendomme, men som IKKE ville have den averteret til salg hos ejendomsmæglerne. En af Linos venner tog os med rundt til et par af ejendommene i sin gamle faldefærdig Opel Kadett og underholdte os med historier om ejendomhandler fra området. Tilbage i Linos bar takkede vi hele forsamlingen for deres hjælp og informationer ved at give en omgang til alle. Jo nu har vi venner for livet her hvor vi gerne vil investerer og bo !

D. 7 januar sad jeg på toilettet med The Times og læste om "The President and Mrs De Marcos engagements" og smilte ved mig selv, da jeg så denne mandags program: "The President and Mrs. De Marco host activities to celebrate Russian Christmas, organised by the Embassy of the Russian Federation and the Russian Cultural Centre, at the Russian Chapel, at San Anton Palace". Uff hvor kedeligt tænkte jeg, da telefonen ringede og jeg med bukserne nede om hælene modtog Davids invitation til at deltage i netop dette arrangement efterfulgt af Buffet i "The State Rooms"

Som vi dog får blandet os med de rigtige personer tænkte jeg medens jeg trak bukserne op om bagdelen og tænkte tilbage på vores besøg hos "The Grand Master" i Santa Magherita hvor jo netop Præsident De Marco og hustru overtog vores stole ved middagsbordet.

Om aftenen sad vi derfor sammen med Præsidenten og hustru, den Maltesiske Indenrigsminister, den russiske ambassadør og en lang række prominente personer i et smukt kapel som russerne for mange år siden lod opføre som en gave til Malta. Uden at turde kikke på hinanden, af frygt for at flække af grin, sad vi og så interesseret og forstående ud da der på Russisk blev oplæst julehilsener og digte. Jan som synger bas i koret i Den Maltesiske Opera var på scenen sammen med 11 andre sangere og imponerede os med en lang række russiske sange.

Efter at denne meget specielle del af aftenen var overstået, var vi inviteret op på første sal hvor vi i "The State Rooms" blev trakteret med rigelige mængder Russisk Vodka og Kaviar. Da fru De Marco så David lyste hun straks op, gav ham en knus og trak ham til side for en lille privat hyggesnak. Senere sørgede David for at Vicki og jeg fik trykket hånd med Præsident De Marco, som vi takket være vores gode opdragelse og manerer straks fald i hyggesnak med.  Præsidenten takkede mig bl.a. for sit juletræ som han havde fået foræret af Danmark. Vicki måtte dog irettesætte Præsidenten da det gik op for ham at hun var i familie med John (ham ridderen). "Ohhhh you’re related to MY John" sagde Præsident De Marco til Vicki....! "Sorry to correct you Mr. President" sagde Vicki med et glimt i øjet, "He is MY cousin"!

Herefter sludrede vi om de dejlige dage og timer som både Præsidentparret og Vicki og jeg havde tilbragt i Grand Masterens Palads i Santa Magarita i Italien, og kunne hurtigt blive enige om at der ville vi gerne komme igen.

Jo vi havde et rigtig hyggesludder med Guido – vi er nu på fornavn med ham !

Da Vicki og jeg ved midnatstid igen lå i vores små klamme senge på det gode skib Sunray, var vi ved at tisse i bukserne af grin over vores evne til altid at få os ført frem mellem både de små og de store her i samfundet.

Der er langt fra havnekontoret med den fulde Hollænder og Atom Villy på Borkum til Grand Masterens Palads i Italien. Og endnu længere fra billig tynd kaffe i Linos bar i Birgu til russisk vodka og kaviar med Prof. De Marco i Præsidentens Palads.

For helvede hvor er det dejligt at leve !

Et irritationsmoment for Vicki er hendes arbejde. Hun keder sig noget så forfærdeligt ! Der er ikke noget at lave og hendes chef er en gammel stiv og kedelig millitær mand som stadig tror at Malta er en Engelsk koloni. Hun får ingen stimulanser og humøret er gerne i bund når hun kommer hjem. Det er ikke en holdbar situation og hun vil nu have en snak med "Obersten" som han med et grin tituleres herombord.

Også jeg er begyndt at kede mig. At lege med både er ikke længere tilstrækkelig stimulans. Jeg har derfor taget kontakt med revisonsfirmaet Deloitte og Touche og en større lokal kursusudbyder og tilbudt at afholde 2 kurser som jeg selv vil udvikle og designe. Accountmanagement og Key Accountmanagement. Begge kursusudbydere har sagt at det lyder utroligt spændende og vil have en nærmere snak med mig. SATANS måske det ender med at jeg skal til at arbejde lidt !